Til mennesker

Clairvoyance til mennesker kan gennemføres i klinikken, via foto, skype eller per telefon. 
En clairvoyance er til dig som minimum er 18 år, som søger personlig råd og vejledning.

Til tider kan vi finde os selv et sted hvor det hele kan virke forvirrende, og uanset hvordan vi vender og drejer tingene, så kan man ikke rigtig se og forstå meningen med det. En clairvoyance kan være dig behjælpelig med at finde vejen frem, så du får øje på nye og andre muligheder, men det er dig selv som træffer valgene og handler herefter.

Hvad er en clairvoyance?
Ordet clairvoyance betyder klarsyn, og jeg arbejder ligeledes ud fra at kunne se, høre og føle beskeder fra den åndelige verden. Det har intet med en spådom at gøre, og jeg har heller ikke mulighed for at se ind i fremtiden. Min opgave er at videreformidle beskeder fra den åndelige verden, dvs. at jeg er ”talerør” for ikke nulevende sjæle, sjæle som på en eller anden måde er beslægtet eller tilknyttet til dig.

Alt det jeg videreformidler til dig sker ud fra en kærlig, let og positiv energi. Jeg taler aldrig om døden, sygdom, skilsmisse, ej heller om en 3. person. Endvidere har jeg tavshedspligt.

Hvordan foregår en clairvoyance?
Clairvoyancen tager mellem 45 – 50 minutter. Det er fint, at jeg ikke ved ret meget om dig inden clairvoyancen, alene af den grund at det virker mere troværdigt for dig. Undervejs er du mere end velkommen til at af- eller bekræfte, ved at sige ja eller nej men helst ikke andet, tak. Vi sidder overfor hinanden, jeg stiller ind på dig, din energi og hermed går clairvoyancen i gang. Der vil naturligvis være plads til spørgsmål undervejs i forløbet. Undervejs i clairvoyancen vil du modtage healing. 

Der er aldrig 2 clairvoyancer som er ens, da vi hele tiden bevæger os i livet, og emnerne kan heller ikke bestemmes på forhånd, men vi kan altid spørge om råd og vejledning til der hvor vi bevæger os.

Samtalen bliver indtalt på en lydfil der vil blive mailet til dig. Du vil modtage en besked via mail eller sms om at den er afsendt. Skulle du mod forventning ikke have modtaget den, bedes du kontakte mig hurtigst muligt, tak. Så vil der blive fremsendt en ny kopi. 14 dage efter afsendelsen af din samtale vil din clairvoyancen blive slettet, og jeg har derfor ingen mulighed for at sende dig yderligere kopier.

Skype eller telefon clairvoyance
Jeg tilbyder endvidere clairvoyance via skype eller per telefon såfremt du er forhindret i at komme personligt. Clairvoyancen bliver ikke optaget ved disse muligheder. Derfor er det vigtigt, at du tager dine egne notater, tak. Du er også velkommen til at optage samtalen via din telefon. Jeg ringer dig op på aftalte tid.

Du kan bestille tid her.